Interview med Per Wium
Beatles var sound-tracket til min tidlige barndom og de har stadig en stor plads i mit hjerte. Nu har jeg lige læst journalist Per Wiums Beatles for alle, som udkom i august. Det er en simpel, lille bog på 124 sider, der har det ene, klare ærinde at guide sine læsere gennem lytningen af et større udvalg af de bedste sange fra hele Beatles-kataloget. Bogen er selvudgivet, og nogen vil nok, når de får bogen i hånden, tænke ”er det her en rigtig bog?” – mit svar er ”Ja – meget rigtig bog!” Den melder klart ud og leverer varen. Den møder sin musikinteresserede målgruppe rent. Jeg fangede Per på telefonen under en foredragsturné i Jylland for at høre hvad det betyder for hans forretning at have skrevet bogen.
Per, hvad var formålet med at skrive og udgive bogen?
Dels havde jeg brug for et ordentligt fysik ”visitkort” – og så var det i høj grad også på opfordring fra mange foredragslyttere, som ønskede, at jeg samlede, de oplevelser jeg gav dem, på tryk. Jeg mærkede altså på forhånd en klar interesse for en bog.
Kan du allerede mærke om bogen har effekt for din forretning?
Ja, det har fungeret over al forventning. Det jeg ikke havde set, var betydningen det har for at komme i medierne. Jeg har været så meget i aviser, tv og radio siden den udkom. Der er altså en snob-effekt – det betyder noget at være forfatter. Det havde jeg ikke set komme så kraftigt. Lige nu ringer der et job ind om dagen. Det har jeg ikke prøvet før.
Hvad har du haft af assistance såsom rådgivning, redaktion, ghost writer?
Jeg har haft en medlæser hele vejen – en kulturjournalist som læste min synopsis, som hun havde mange gode input til. Den vigtigste sparring var afgjort i forhold til synopsen. Den skal man ikke sidde med alene. Det ville være meget, meget dumt.
Fortæl mig hvordan du udgav bogen.
Den er udgivet på Books on Demand i Tyskland. Jeg har selv finansieret det hele, og de har klaret layout og tryk og de kan distribuere til boghandlere og biblioteker. Det var på anbefaling at jeg valgte dem. Jeg prøvede med flere forlag, men orkede ikke deres processer. Jeg ville have bogen ud i forbindelse med den store Beatles-udstilling på Koldinghus som jeg har været involveret i. Det tempo kunne forlagene slet ikke honorere. De har fortrudt nu. (Per griner)
Fordelen ved selvudgivelse er at man selv bestemmer indhold og selv har 100% ansvar og rettighed til stoffet. Jeg får i øvrigt også meget større medie dækning end noget forlag kunne have hjulpet mig til.
Er der noget du ville gøre anderledes med en næste bog?
Ja, lidt kontroversielt: Det har været et problem for mig at BoD ligger i Tyskland. De har været langt væk. En anden gang ville jeg være nødt til at finde en anden proces. Og de er heller ikke direkte koblet på de danske boghandleres ordresystem.
Tiden er udløbet – og hvis man kigger på Per’s eventliste er han tydeligvis også en meget travl herre.