Når du første gang får idéen til en fagbog du har lyst vil skrive, så skal du skrive, men undgå at tænke på idéen som en bog.

Gem det med bogen til senere. For dine forestillinger om hvad en bog er, og hvor stort det er at skrive og udgive, risikerer at spænde ben for dine konkrete idéer og dit mod og din tro på at du kan.
Jeg har mødt det så mange gange i min rådgivning af forfattere/eksperter, at deres tanker ubevidst er splittet mellem på den ene side idéen og formålet med at skrive bogen og på den anden side nogle rent formmæssige forestillinger om at producere en rigtig bog.
Det der alt for ofte sker er, at vi for vores indre øje ser en bog – det fysiske produkt – sådan som en bog nu typisk ser ud i den genre, vi beskæftiger os med, eller måske sådan som en helt bestemt bog ser ud, som vi er inspireret af: Højde, bredde, tykkelse, ca. antal sider og kapitler, illustrationer, osv.
Vi låser vores forestilling på et format og en udformning. Og når vi så begynder at skrive, kommer vi til at slås med at udfylde en form, som sandsynligvis slet ikke hænger sammen med hvad vores eget stof og intention behøver.
For at bruge en metafor, så har vi så at sige ladet os forblænde af typen og størrelsen på kufferten, før vi aner hvad der skal i den eller hvor vi skal hen. Og så ender form og indhold med at kæmpe mod hinanden og gøre skriveprocessen pokkers vanskelig. Ofte så vanskelig at vi får tvivl om vi overhovedet er i stand til at skrive den bog.
Så du skal altså lige så lidt se bogen for dig, før du har foldet din idé ud, som du skal vælge kufferten, før du har planlagt rejsen.
Det første du skal gøre med din bogidé er, at tænke og skrive igennem hvad formålene med bogen er:

• Hvad er det for en opgave du vil løse?
• Hvad skal bogen gøre for sine læsere?
• Hvem er læserne / din målgruppe konkret?
• Hvordan oplever og formulerer målgruppen selv sine behov?
• Hvad er din målgruppes faglige, sproglige osv. forudsætninger?
• Hvor vil målgruppen høre om / opdage din bog?
• Hvordan skal bogen adskille sig fra konkurrerende titler?
• Hvad kan motivere læseren til at læse side efter side?
• Hvad drømmer du om, at bogen skal gøre for dig?

Er der flere målgrupper, så skal du spørgsmålene igennem for hver af dem!

Der vil være mange flere afklarende spørgsmål at stille i forhold til dit konkrete bog-projekt, men de her er centrale for enhver nonfiktion bog, som skal læses med udbytte af andre end dig selv.

Du skal heller ikke kigge i andres bøger

Af logikken ovenfor følger også, at du skal undlade at kigge i andres bøger om dit emne. Gem også det til senere. Du har allerede en idé som tænder din energi, og al sandsynlighed taler for, at du har fået den, fordi du har tilstrækkelig overblik og erfaring til at mene, at du kan bidrage med noget nyt, nyttigt eller underholdende. Alt hvad du formentlig på det her tidspunkt kan få ud af at kigge i andres bøger er uhensigtsmæssigt. Du skal ikke vælge indhold, vinkler eller struktur til din egen bog, ud fra hvad andre forfattere har gjort, det skal du gøre ud fra de spørgsmål jeg har listet ovenfor. Du skal ikke skrive om det, andre er kloge på, men det du selv har erfaring med og er den rette til at fortælle om. At studere andres måde at udforme bøger på risikerer bare at tage modet fra dig eller få dig til at lave endnu en tungt læst bog ”inspireret” af bøger der er inspireret af bøger…. Glem bøger! Fokuser på de mennesker, du vil have i tale.

Men hvor stor skal den kuffert så være?

Den rigtige bog for dine læsere, er den bog som bedst opfylder deres behov og løser sin opgave.
Du må overveje hvad det er dine læsere dybest set er interesseret i. Er det din viden – altså vil de gerne vide det samme som dig? Er det kundskaber de gerne vil tilegne sig – uafhængig af teorien bag?
Er det mulige løsninger på et problem de søger? Er det også underholdning de ønsker? Der er mange muligheder.
Hvis du kunne skrive en bog til rygere om rygeafvænning, som var på 10 sider og virkede, så var 10 sider optimalt. For den bogs læsere er ikke interesseret i læsning men i løsning. De 150 sider du måske kunne tilføje med cases og videnskabelig dokumentation, og som kunne få dig til at se mægtig klog ud, gavner ingenting for læseren/rygeren, hvis ikke de øger virkningen eller salgbarheden.
Omvendt er der interesser, der skal mødes med mange sider og god tid og ro. Dansk søfarts historie – skal ikke overstås, men være righoldig på detaljer og illustrationer. I mange bind måske. Fordi dens kernelæsere ønsker det.
Den journalistiske udredning af en historisk krise, som rationelt kunne dokumenteres på 50 sider, skal måske have fylde, karaktertegninger og suspense som en roman, fordi målgruppen nok vil købe og læse den delvist for indholdet, men måske især for karaktererne og dramaet.
Læseren afgør hvad der er en god bog. Så sørg for at blive så klog på læserens lyst, behov og forudsætninger som du kan.
Og hvor lille kan den kuffert blive?
Når vi tænker på hvordan papirbøger ser ud, er de fleste af os stadig meget bundet af hvordan det store flertal at bøger præsenterer sig hos boghandlerne, på bibliotekerne og på hylderne derhjemme. Papirbøger skal passe i bogreoler og ligge godt i hånden. De skal have plads til en klart læselig rygtekst og skal hverken forsvinde mellem andre bøger i reolen eller være så høje, at de ikke kan stå der. Det er et kompleks af rumlig/fysisk logik, der tilsiger at bogen helst skal være 18-32 cm høj og 1,5 til 3,5 cm over ryggen.
Det betyder så, at den mindste model ”rigtig” papirbog er ca. 18×1,5 cm og det vil stadig, alt efter papirtype, betyde at den rummer 180-300 sider. Den mindste model ”rigtig” kuffert er altså er ret stor! Og du må spørge dig selv om det giver mening, at indrette løsningen af din opgave efter et krav om at skrive så mange sider tekst. Du skal i hvert fald ikke lade dig tyrannisere af det krav. For der er mange flere mulige kuffertstørrelser nu end nogensinde før.
Man kan bestemt godt lave en papirbog med mindre format, du skal måske bare overbevise dig selv om, at det så stadig er en ”rigtig” bog, du har skrevet. Eller også skal du lade være at tænke på det du skriver som en bog.

Serien af ”Tænkepauser” fra Århus Universitetsforlag – bitte små bøger med bare 60 små sider – er blevet en dunder succes. Tænkepauser fik Blixen-Innovationsprisen i år. Sidste år gik den tilsvarende pris til journalistforlaget Zetland for deres ”singler”, som er forvoksede artikler, som også ligger i zonen mellem artikel og ”rigtig” bog. Der er grøde i tekst- og bogformaterne.
Og det skyldes måske den digitale udvikling, hvor vi læser mere og mere på skærme, og også køber flere og flere bøger fra webbutikker.
Man kan mene, at en ”bog” på 10, 40 eller 80 sider, ikke er en rigtig bog. Men det er bare vigtigt, at du holder dig helt klart for øje, om du søger at løse det konkrete behov for læseren bedst muligt, om du egentlig er mere interesseret i at lave noget der ligner en ”klassisk” bog – sådan en der passer i bogreolen, eller om du evt. af nødvendighed må søge et kompromis og strække indholdet lidt, for at få det til at fylde som en papirbog, der er egnet til at stå i en bogreol.
Hvis du tillader dig selv at fokusere fuldt på formålet for dine læsere (og dig selv), så opdager du måske, at det faktisk vil være en e-bog, en video eller et kursus, som er det mest hensigtsmæssige medium for det målgruppen og du skal opnå. Så vil du måske synes at det er lidt ærgerligt, at du ikke kommer til at udgive en ”rigtig bog” i denne omgang. Men jeg understreger: At forsøge at skrive en bog, som faktisk ikke egner sig til at være bog, er en proces med rigtig meget modstand.
Der er dog forsat al mulig grund til at tro, at et eller andet (papir)bogformat vil passe fint til dit formål og indhold – men lad det komme i den rækkefølge!

Betydningen af e-bøger og onlinehandel

Siden årtusindeskiftet har bogmarkedet gennemgået en fuldkommen revolution. I dag foregår en stor del af bogsalget – både papir- og e-bøger – fra online-butikker, og her er alle bøger og formater lige. Alle bøger tildeles den samme størrelse omslagsfoto på web-boghandlernes sider. Papirbogens bagside bliver slet ikke vist. Og det giver muligheder for langt større variation i bogformaterne end markedet før tillod. Formen kan nu virkelig følge indholdets logik og læserens behov.
Din bog kan nu tage den form, der i løbet af skriveprocessen viser sig, at være den bedste forløsning af din idé og dine formål. Du behøver ikke puste teksten op, for at den kan fylde en traditionel ”kuffert” ud. Det gør det hele meget lettere og sjovere. Og det øger i høj grad muligheden for at skrive en rigtig god bog.

– Trykt i magasinet SKRIVERi #2 – januar 2016 –

– uden at falde i

Alt for mange faglige bøger forbliver uforløste drømme eller ender som bjerge af sider uden sammenhæng. Samtidig udgives der alt for mange halvdårlige bøger, som slet ikke forløser det potentiale forfatteren og idéen bar. Meget kan vindes ved at forberede sig godt. Men allerførst skal vi styre fri af en række fadgruber! Dette er første artikel i en serie (i magasinet SKRIVEi) om alle de forestillinger og kulturelle kodninger vi er underlagt, og som spænder ben for at vi skriver den der fantastiske bog / fagbog som vil bringe glæde både for os selv og vores læsere.

Glem alt hvad du lærte om at skrive i skolen

En af de mest basale hindringer for at lykkes med at skrive en bog er, at alt hvad du hidtil i livet har lært om at skrive, formentlig er ubrugeligt – ja, rent ud destruktivt – i forhold til at skrive bøger. Hvis din skolegang og uddannelse har været som det store flertals, så er det her noget af det du har fået terpet om at skrive faglige tekster:

• Du har i grundskolen primært fået stillet opgaver, hvor du skulle researche et emne og så skrive om det. Fx ”Skriv om en fugleart – udseende, levevis m.v.” eller  ”Skriv om amerikanernes rolle i 2. verdenskrig”. Emner du næppe havde nogen særlig forhåndsviden om, og hvor du måtte læse dig til de fakta du skulle bruge. Du har lært om vigtigheden af lødige, eksterne kilder til at understøtte ethvert af dine udsagn.
• Du har i de større klasser trænet at skrive problemformuleringer og dispositioner, så du allerede inden du begyndte at skrive havde hele processen forberedt – og låst! – i detaljer.
• Din evne til at stave og tegnsætte er blevet vurderet som en integreret del af din evne til at tænke og skrive.

Fælles for denne træning gælder altså, at den har handlet om at researche for at kunne gengive hvad andre ved, at analysere hvad andre har udtrykt og om at tilfredsstille én enkelt læser, nemlig din lærer, som har vurderet din tekst – alene eller helt overvejende – på basis af dine evner til at researche, analysere, stave og tegnsætte.
Din lærer gav dig garanteret aldrig opgaver der lød sådan her:
”Skriv om din største interesse, så en du kender, forstår hvad det går ud på, hvad det er, som er så fascinerende og om hvordan han eller hun  kunne få glæde af at dele din interesse. Du skal ikke læse noget om det, men bare skrive ud fra det du ved – du ved jo en masse når det er din største interesse. Det er lige meget med korrekt stavning og tegnsætning – det ordner jeg for dig.”

Vi har ikke lært at skrive begejstret løs på basis af vores egen viden, erfaring, holdninger og engagement. Og det hænger selvfølgelig sammen med, at vi har fået al vores ”skrivetræning” i ungdommen, hvor vi hverken havde megen viden eller erfaring, og det derfor virkede oplagt for skolesystemet at integrere  skriveproces med videnstilegnelse. Men den blanding er bare en dødelig cocktail når vi senere i livet – med masser af erfaring og ekspertise – vil skrive en fagbog / faglig bog. Til en interesseret målgruppe.

To grundlæggende skriveformer – journalistens vs. ekspertens

I tilgangen til at skrive faglige bøger er der to grundlæggende og fundamentalt forskellige tilgange, som jeg vil kalde journalist-metoden og ekspert-metoden.

Journalist-metoden bygger direkte videre på det vi lærte i skolen. Journalisten skriver ikke for at udtrykke sin egen viden eller erfaring om et emne, men er videreuddannet i at skrive om hvad som helst ved at sætte sig ind i nyt stof – læse, interviewe, osv. – for at kunne gengive fakta, tendenser og andres synspunkter m.v. for læserne. I en journalistisk tekst er forfatteren aldrig selv kilde til sin historie. Journalistik er afhænig af kilder, og journalisten kan altså have haft gavn af sin skoletids såkaldte skriveundervisning.

Ekspert-metoden er stik modsat. For nu er det dig der er kilden til den tekst bogen skal rumme. Du skal ikke læse, researche, interviewe og analysere dig frem til den tekst. Du skal skrive din bog på basis af din egen viden og dine egne erfaringer og holdninger. Det er den bog, det er interessant at få fra din hånd. Men det har flertallet af os rigtig svært ved, for vi er jo blevet grundskolet i, at der altid er en kilde, der ved bedre. At der altid skal være et ydre belæg for vores udsagn. Det giver mening i fx forskningslitteraturen, men for det store flertal af læsere til det store flertal af fagbøger, håndbøger, selvhjælpsbøger osv. er det forfatterens – din – autoritet der tæller. Når de samme læsere møder dig som ekspert i dit daglige arbejde som læge, coach, designer, HR-chef, direktør eller hundelufter beder de jo generelt ikke om kilder, for at stole på din autoritet. Du har autoritet.

Vær forsigtig med at blande de to tilgange, for du kommer nemt i tvivl om hvor du har autoritet og hvor du skal søge den hos andre og så bliver det pludselig frygtelig svært at skrive. Mere om det i en senere artikel.

– Trykt i magasinet SKRIVERi #1 – 1. september 2015 –