Alle indlæg af Karsten

Nu kan du skrive skarpere til dine målgrupper

Bogbranchen er ude i enorme forandringer i disse år. For få år siden var forlag nærmest uomgængelige. I dag kan enhver udgive sit manuskript selv. Både som e-bog og papirbog og både til dansk og internationalt salg. Lige nu og gratis. Eller i små digitaltrykte oplag.

Fagbøger fagbog nichebøger selvudgiverDen udvikling giver – ikke mindst for ekspert-/fagbogsforfattere – en masse meget spændende muligheder. Det betyder, at man fx kan bevare alle sine rettigheder, bruge sin bog som man vil, dele den ud, sælge den på kurser og foredrag, og også tjene et evt. overskud på salget selv. Men ikke mindre væsentligt, så giver det mulighed for at skrive og udgive på måder, der er langt skarpere tilpasset ens målgrupper.

Et forlag har brug for og interesse i at deres udgivelser sælger i så store oplag som muligt. Forlaget tjener alene på styksalget af bøgerne, og jo flere eksemplarer man kan kalkulere med at trykke, jo mindre udgør basisomkostningerne til design, opsætning osv. af den enkelte bog, og indtjeningen maksimeres. Forlaget er derfor ikke særlig interesseret i at udgive snævert niche-orienterede bøger, men vil som udgangspunkt ønske, at der er bredere appel i hver titel.

Som ekspert og forfatter kan du omvendt have udmærkede grunde til at se dine bøger mere som en markedsføring for de andre ydelser som du tjener dine penge på: Konsulentydelser, foredrag, services, behandling, coaching osv. Du kan altså godt tåle, at lave en smallere og skarpere bog, som virkelig rammer målgruppens behov præcist, og som til gengæld ikke behøver at maksimere styk-indtjeningen.

Jeg er slet ikke i tvivl om at vi fremover vil se mange flere eksperter målrette det samme basis-materiale til forskellige målgrupper – i flere forskellige versioner af den samme viden – den samme bogidé.

Det bliver en gevinst for læserne/målgrupperne og det bliver også meget lettere at skrive sine bøger, når man ikke skal tage hensyn til meget forskellige målgrupper i samme bog.

Rammer det her noget i dine egne erfaringer og overvejelser med det du arbejder med og evt. skriver om, så rådgiver jeg dig meget gerne i hvordan du kan tilrettelægge din skriveproces, så du virkelig taler til hver af dine målgrupper i øjenhøjde!

 

PRM: NewPubs stifter taler på Beijing International Book Fair

PRESSEMEDDELELSE – 22. august 2012

NewPub – et nyt dansk forfatternetværk er Danmarks repræsentant på den 19. internationale bogmesse i Beijing i næste uge.

Beijing International Book Fair (BIBF) er en af verdens største bogmesser, og dens betydning for den internationale forlagsbranche er hurtigt voksende i takt med at det kolossale kinesiske marked efterspørger mere og mere engelsksproget og oversat litteratur. BIBF har i år stærkt udvidet fokus på ”digital publishing” og de nye teknologiers betydning for bøgerne, læserne og bogbranchen. I anledning af det aktuelle europæisk-kinesiske dialog år bidrager det Danske Kulturinstitut i samarbejde med en række europæiske kulturinstitutioner med en konference om de nyeste trends indenfor bogudgivelse, forlæggeri og digitale udgivelsesværktøjer. Konferencen finder sted på Beijing-messen torsdag den 30. august.

En af de fem hovedtalere er forfatteren, ”selv-forlægger” Karsten Pers, medstifter af det unge danske forfatternetværk NewPub, som vil indvie kinesiske forlagsfolk i de forandringer der allerede er sket i bogbranchen og om tendenser man kan forvente i årene fremover. Direktøren for Det Danske Kulturinstitut i Beijing, Eric Messerschmidt, er meget glad for at få netop denne særlige danske vinkel på konferencen. ”På mange måder repræsenterer NewPub en gennemgående strøm i dansk kulturhistorie, som vi for eksempel også kender fra andelsbevægelsen, og der er ingen tvivl om, at Karsten Pers’ indlæg vil være inspirerende og nyt i en kinesiske sammenhæng”.

Karsten Pers stiftede i november 2011, sammen med journalist Abelone Glahn, netværket NewPub, som allerede nu samler små 500 forfattere og forlagsfolk i en meget levende Facebook-gruppe. NewPub står for New Publishing, og gruppens formål er at hjælpe forfattere med at dele viden og erfaringer om de mange nye forretnings- og udgivelsesmuligheder som internettet, e-readers og nye digitale trykmetoder tilbyder forfatterne. Denne netværksdannelse stiller forfatterne som erhvervsgruppe langt stærkere end det nogensinde tidligere har været muligt, og det forstærker en udvikling hvor forlagene i højere grad må indrette deres tilbud og krav efter forfatternes ønsker og behov.

Om Karsten Pers
Karsten Pers er succesfuld forfatter og ”selv-udgiver” på sit eget Forlaget Mondo, og rådgiver eksperter og erhvervsfolk om hvordan man planlægger fagbøger til succes. Karsten arbejder i krydsfeltet mellem kommunikation, interaktion og it – han var i 1995 medstifter af Danmarks første web-design firma (Mondo) og i 1998 af softwarehuset MondoSoft. ( Se: www.forlagetmondo.dk )

Om NewPub
NewPub – som nærmest kan kaldes en græsrodsbevægelse – blev stiftet i november 2011 af Abelone Glahn og Karsten Pers, og skudt i gang ved et par store forfatterseminarer med økonomisk støtte fra Dansk Forfatterforening og Dansk Journalist Forbunds Jubilæumsfond.
(Se: http://www.facebook.com/groups/newpub/ og www.newpub.dk )

Om BIBF
19th Beijing International Book Fair – afholdes fra 29/8 – 2/9 2012 i New China International Exhibition Center. – (se: http://www.bibf.net/WebSiteEn/Home/Default.aspx )

Kontakt:
Karsten Pers – 40 52 56 01 / karsten@forlagetmondo.dk
Abelone Glahn – 24 25 48 52 / ag@amedia.dk
Eric Messerschmidt – +86 186-0137-0027 / em@danishculture.cn

Gyldendal på offentlig støtte

Gyldendal har søreme fået Kunststyrelsen til at betale oversættelsen til engelsk af en ti år gammel Ib Michael bog. “Udgivelsen er et pilotprojekt, der skal bane vejen for flere oversættelser af danske bøger til det engelsksprogede marked” som forlaget formulerer det i sin pressemeddelelse. Og Ib Michael er således blevet til “e-bogspioner”…!

Jeg synes det er fantastisk at landets største forlag får dækket sine oversættelses-omkostninger af det offentlige. Jeg har selv lige spenderet små 40.000 på en oversættelse til engelsk af Babykalenderen – men det var jo heller ikke noget “pilotprojekt” – og jeg glemte at bilde nogen ind at jeg er pioner. Jeg så det bare som en naturlighed at forfattergerning også er en kommerciel aktivitet… Mon Gyldendal betaler tilskuddet tilbage hvis de tjener pengene hjem, eller dropper de at gøre en salgsindsats nu da de ikke har økonomi i klemme?

Se pressemeddelelsen her: http://www.gyldendal.dk/artikler/mikebog

Om effekten af at kunne kalde sig “forfatter”

Interview med Per Wium

Beatles var sound-tracket til min tidlige barndom og de har stadig en stor plads i mit hjerte. Nu har jeg lige læst journalist Per Wiums Beatles for alle, som udkom i august. Det er en simpel, lille bog på 124 sider, der har det ene, klare ærinde at guide sine læsere gennem lytningen af et større udvalg af de bedste sange fra hele Beatles-kataloget. Bogen er selvudgivet, og nogen vil nok, når de får bogen i hånden, tænke ”er det her en rigtig bog?” – mit svar er ”Ja – meget rigtig bog!” Den melder klart ud og leverer varen. Den møder sin musikinteresserede målgruppe rent. Jeg fangede Per på telefonen under en foredragsturné i Jylland for at høre hvad det betyder for hans forretning at have skrevet bogen.

Per WiumPer, hvad var formålet med at skrive og udgive bogen?

Dels havde jeg brug for et ordentligt fysik ”visitkort” – og så var det i høj grad også på opfordring fra mange foredragslyttere, som ønskede, at jeg samlede, de oplevelser jeg gav dem, på tryk. Jeg mærkede altså på forhånd en klar interesse for en bog.

Kan du allerede mærke om bogen har effekt for din forretning?

Ja, det har fungeret over al forventning. Det jeg ikke havde set, var betydningen det har for at komme i medierne. Jeg har været så meget i aviser, tv og radio siden den udkom. Der er altså en snob-effekt – det betyder noget at være forfatter. Det havde jeg ikke set komme så kraftigt. Lige nu ringer der et job ind om dagen. Det har jeg ikke prøvet før.

Hvad har du haft af assistance såsom rådgivning, redaktion, ghost writer?

Jeg har haft en medlæser hele vejen – en kulturjournalist som læste min synopsis, som hun havde mange gode input til. Den vigtigste sparring var afgjort i forhold til synopsen. Den skal man ikke sidde med alene. Det ville være meget, meget dumt.

Fortæl mig hvordan du udgav bogen.

Den er udgivet på Books on Demand i Tyskland. Jeg har selv finansieret det hele, og de har klaret layout og tryk og de kan distribuere til boghandlere og biblioteker. Det var på anbefaling at jeg valgte dem. Jeg prøvede med flere forlag, men orkede ikke deres processer. Jeg ville have bogen ud i forbindelse med den store Beatles-udstilling på Koldinghus som jeg har været involveret i. Det tempo kunne forlagene slet ikke honorere. De har fortrudt nu. (Per griner)

Fordelen ved selvudgivelse er at man selv bestemmer indhold og selv har 100% ansvar og rettighed til stoffet. Jeg får i øvrigt også meget større medie dækning end noget forlag kunne have hjulpet mig til.

Er der noget du ville gøre anderledes med en næste bog?

Ja, lidt kontroversielt: Det har været et problem for mig at BoD ligger i Tyskland. De har været langt væk. En anden gang ville jeg være nødt til at finde en anden proces. Og de er heller ikke direkte koblet på de danske boghandleres ordresystem.

Tiden er udløbet – og hvis man kigger på Per’s eventliste er han tydeligvis også en meget travl herre.